Naturskolen Skibelund

Udsmykning af Naturskolen Skibelund i 2010

Jeg var meget heldig at få lov til at udsmykke Naturskolen Skibelund. Den ligger smukt lige ned til vandet ved Lillebælt, og meget fredeligt. Jeg ved ikke hvordan det er nu, men dengang var der langt til nærmeste butik. Bil, havde jeg ikke, så jeg blev afleveret af min rare søster, Nancy. Med proviant og formaninger om at huske at ringe, hvis jeg kunne finde nogen mobildækning.

Så sov jeg der, på en feltseng, når jeg ikke arbejdede eller lyste med min lommelygte, fordi jeg havde hørt et dyr. Hver nat, blev jeg vækket af underlige lyde. En gang, fangede jeg en mus med lysstrålen. Den gnavede i benet på en udstoppet fiskehejre.

Det er allerede ti år siden, og jeg husker det som et forunderligt eventyr. Murene var gamle og vandskurede og meget ujævne, så det var lidt svært at male pænt. Jeg havde også ondt i hovedet, fordi jeg var blevet ramt af en reol et par år forinden. Alt det inspirerende læsestof, som jeg i god tid havde lånt af naturvejleder Jørn Chemnitz, kunne jeg ikke holde ud at se i, på grund af det dumme hoved. Så da jeg endelig gik i gang, vidste jeg ikke meget andet om de aktuelle dyr og planter end, at de er henholdsvis sære, mystiske, nuttede og smukke. Men jeg fik masser af flotte farver at bruge af, og masser af gode tips af flinke naturvejledere. F.eks lærte jeg noget om krabber, strandskader, viber, muslinger, et krebsdyr der hedder rur, som har verdens længste penis, og at en voksen havørn kan have et vingefang på over to meter.

Jeg ønskede mig så højt at se en havørn. Hver gang jeg trængte til en pause, gik jeg ud i naturen og spejdede. Jeg kneb øjnene sammen når jeg fik øje på en musvåge. Kunne det mon være…? kunne det mon være…? Men jeg var i tvivl. Dagene gik, og jeg prøvede at glemme den ørn. Det var lidt skuffende, og jeg begyndte at tænke, at det med den ørn nok kun var for nogen med en stor kikkert. Jeg havde besluttet mig for at fejre Nytår på naturskolen. I selskab med mig selv, fyrfadslys, søde mus, yndlingsmusik i ørerne, pensler og farver i hænderne og en flaske gløgg til min søde tand. Det var så hyggeligt, og jeg fik lyst til at lave noget frækt. Det blev til den kloge skolelærer-ugle. Jeg arbejdede til kl. fem om morgenen, og jeg lyste ikke efter mus den korte nytårsnat.

Nytårsmorgen smilede lykken til mig. Jeg skulle ud, og ind på det tilstødende toilet. Jeg løftede blikket, for at konstatere en gusten lysegrå farve på himlen bag det store træ med den statelige krone og de sorte fangegrene, som strakte sig fugtigklamt hen over huset. Pludselig lettede et kæmpevæsen fra en gren over mig. Så vældigt var det, at jeg var ved at vælte bagover i chok. Med et vingefang så stort, at jeg kunne mærke lufttrykket og høre suset. Tænk, at den sjældne fugl havde set mig før jeg så den. Så tæt på. Jeg følte mig lille. Den havde luret mig, mens jeg indsnusede lugten af et helt nyt år. Men den havde ikke fundet mig værd at betragte særligt længe. Tak havørn. Wow.

Jeg arbejdede ad to omgange. Sommer og vinter. Ti dage hver gang. Det var lige smukt, derude, sommer eller vinter. Regn og rusk. Frost og rim. Sol og græs. Blomster og strandkål.

Jeg har læst mig til, at svaler holder mest af at fodre de raske unger. De er værd at bruge kræfter på. Den forkølede bette-pjevs får ikke så meget mad. Barske vilkår!