Den lille bil

Det er sjovt at male på ting. En dag sagde Henrik: “Du må gerne male på min bil”. Det behøvede han ikke at sige to gange. Hans lille Peugeot blev vores bil. Han lavede maden, og kaldte på mig når det blev for mørkt at stå ude i gården. Det tog et par måneder at male den ene side med cykellak og små pensler.

Det er kedeligt at male den anden side. Det er ligesom at strikke sok nr. to. Mere pligtagtigt. Så kørte vi rundt med den smukke side ud mod publikum i et par år. Mange blev skuffede når de så den grimme side. Når folk spurgte: “Hvornår vil I male den anden side?”, så svarede vi: “Snart, aldrig, måske, helt sikkert, til foråret.., til sommer..”

Den fragtede os rundt i skønne Skotland. Med en smuk side og en grim side.

Den var propfuld af grej. En mand kom forbi og spurgte, om vi ikke ville overtage noget af hans bagage, nu vi havde så meget plads. Ho ho!

Vi nåede også at sige farvel til den mere end én gang. Den fik plaster på og klarede den alligevel.

Den blev slidt af mange ture til IKEA.

Men, vi ville så gerne på telttur i Norge. Helst i vores kære gamle bil. Bremserne var ikke helt så gode mere. Men de kunne nok ordnes.

En drøm om et andet køretøj begyndte at tage form.

Kan det mon lade sig gøre?

Drømmen blev næsten realistisk.

Oliemaleri 100×120 cm. 2017 “Transit”

Sådan skulle det ikke gå. Endnu. For så skete det her: Vi fik fornyede kræfter og engagement. Vi besluttede at droppe de små pensler.

Og det her:

Den lille bil, nåede næsten at blive færdig. Vi skulle lige vente en uges tid med det sidste finish. Vi havde slet ikke regnet med at køre den til skrot, før ugen var omme. Men sådan blev det. Tak for alle turene i skoven og til Kvicklys parkeringsplads i Ry.

Vi kan godt finde på at male vores nye gamle bil, den sorte Peugeot. Der skal bare gå lidt tid.